physio Film

Om FysioFilm

Om FysioFilm

Medarbejdernes smerter i ryg og nakke koster virksomheder milliarder hvert år. Vi har skabt en række korte øvelser på film, som kan lindre smerter og give mere energi. Alle øvelser tager udgangspunkt i konkrete udfordringer. Eksempelvis ondt i nakke, håndled eller ryg. Med FysioFilm kan hver medarbejder på en enkel og effektiv måde hjælpe sig selv til at få det bedre.

Vidste du at...

AV! Medarbejdernes smerter i ryg og nakke koster milliarder
20 procent af alle sygedage skyldes ondt i lænderyggen. Smerterne koster 5,5 mio. ekstra sygedage om året og 4,8 mia. kr. i tabt produktion. 
Nakkesmerter koster 4,5 mio. ekstra sygedage om året og 2 mia. kr. i tabt produktion. Kilde: Sundhedsstyrelsen

8,5 sygedage per medarbejder om året
Sygefraværet har været stigende fra 2013 til 2015. I 2013 var de ansatte i gennemsnit syge 8,1 dage, og sygefraværet er frem til 2015 steget med 0,4 dage pr. fuldtidsansat. Kilde: Danmarks Statistik, oktober 2016. 

Effekten af øvelser i Sydbank
Færre smerter, større energi og bedre søvn. På Sydbanks sekretariat i Vejle har øvelserne fra FysioFilm skabt positive resultater efter blot fem ugers testforløb. ”Øvelserne har haft stor betydning. Jeg har fået det bedre med færre smerter, mere bevægelighed og større energi”, fortæller Helle Adsersen fra Sydbanks afdeling på Kirketorvet i Vejle.

Simpel træning i kaffepausen er effektiv mod smerter
Der er markant færre smerter i de ømme muskler hos alle, der laver målrettet styrketræning af nakke/skulder muskulaturen én time om ugen. Det er underordnet, om du træner i små, korte intervaller eller i ét, langt - effekten er den samme. Det viser forskning. Christoffer Højnicke Andersen fra Institut for Idræt og Biomekanik på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SDU):  "Man kan lige så godt træne tre minutter foran kaffeautomaten, hver gang man står og venter på café latte, som man kan planlægge sin træning til at ligge fast hver onsdag fra 14 til 15. Bare man når op på den samme samlede mængde træning". Kilde: videnskab.dk.

Øvelser bedre mod smerter end piller
Små enkle øvelser mindsker nakkesmerter med op til 75 pct., viser forskning. Hvis man i stedet for træning spiser smertestillende piller, får man et dårligere resultat. Seniorforsker ved Nordisk Institut for Kiropraktik og professor ved Syddansk Universitet Jan Hartvigsen: “Det er en enkelt og billig tilgang, som det er svært at sige noget dårligt om. For en gangs skyld har vi en fremadrettet, konstruktivt og billig løsning”, siger Jan Hartvigsen. Kilde: avisen.dk.

Return Of Investment (ROI)
Investering i en integreret indsats i sundhedsfremme og arbejdsmiljø (ISA) giver afkast i kroner og ører. Det viser nationale og internationale erfaringer.

Danmark: Undersøgelse fra Lederne viser, at virksomheder der fx. har initiativer på kost-og motionsområdet, kan nedsætte sygefraværet med én dag per medarbejder om året. 
Belgien: En international undersøgelse foretaget af European Network for Workplace Health Promotion viser, at investering i sundhedsfremmende initiativer kan give en besparelse på sygefraværet = 2,5 - 10 gange investeringen. 
Tyskland: Erfaringer viser et ROI mellem 2, 5 - 5 baseret på bl.a. sygefravær, øget produktivitet, kvalitet, arbejdsmoral og tværfagligt samarbejde. Kilde: Arbejdsmiljørådet.

Skærmarbejde giver smerter
Det gør mere og mere ondt at sidde bag skærmen på arbejdet. Det viser en undersøgelse blandt HK/Privats medlemmer. Capacent Opinion har udspurgt 1122 medlemmer. Hele 54 procent har gener eller smerter i forbindelse med at arbejde med en computer. Det er en stigning på 16 procent i løbet af tre år. Museskader, ondt i nakken og tennisalbue er blandt de problemer, der rammer folk. ”Alle undersøgelser viser, at når man sidder ved computerskærmen i mere end fire timer hver dag, så stiger risikoen for gener og smerter betydeligt”, siger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat. Kilde: Ritzau.